Værd at vide om afd. C

Sommerhuskolonien afd. C er grundlagt i 1941. I 2016 fejrede vi således 75 års jubilæum og i 2021 siger regnestokken så, at vi runder de 80 år.  

Vi består af 215 haver og i midten af kolonien findes vores marketenderi, der byder på kolonial, viktualier, tobak, vin, vand, øl spiritus og meget andet. Blandt andet et kæmpe udvalg af blomster når sæsonen begynder.

I sæsonen holder vi det sociale ved lige med en masse arrangementer for foreningens medlemmer og ofte kommer der også gæster udefra. De er meget velkomne. 

Bagved marketenderiet findes Renden. 

Renden er et hyggeligt sted i afd. C, hvor havefolket mødes til en god snak om hvad som helst og slukker tørsten i lige nøjagtig det man har lyst til. 

Tidligere lå der er en keglebane der, hvor Renden ligger i dag. Det faktum kan vittige hunde sikkert få meget spas med.

Hver onsdag mellem kl. 17 og 18 og hver søndag mellem kl. 11 og 12 kan foreningens medlemmer aflevere haveaffald, pap, plast, småt brandbart o.l. på affaldspladsen. Udenfor dette tidsrum kan der dog altid afleveres bioaffald og restaffald.

Der afholdes banko hver anden onsdag i foreningens fælleshus, hvor alle er velkomne og hvor der oftest er både kød- og pengepræmier. Første bankospil i sæsonen er dog et overdådigt blomsterbanko. Kort efter sæsonens afslutning afholdes et storstilet andebanko - fra ende til anden...

På søndage med godt vejr bydes der på lækkerier fra foreningens kæmpegrill lige ved festpladsen. Det er også om søndagen at foreningens snapsespil foregår. Der kan dog vindes meget andet end lige snaps og enhver gevinst kan byttes hos marketenderiet til andre varer.

Foreningen afholder desuden Skt. Hans fest med bål på pladsen og sommerfest med god mad og drikke.

Derudover afholdes en masse arrangementer for foreningens medlemmer - blandt andet den traditionelle æbledag, hvor alle kan få presset æbler og hjembringe den skønneste friske drik - ganske gratis.

I sommermånederne afholdes også loppemarked, hvor alle er velkomne - både som venlige stadeholdere og interesserede købere. 

Alt dette og meget mere bliver muligt i kraft af foreningens mange frivillige ildsjæle, som knokler for, at alle sæsoner bliver uforglemmelige.